Kategoriarkiv: Operativsystem

Fedora Linux på Intel NUC

Afhængigt af hvad du har planlagt at bruge din Intel NUC til, så kan det være at du har valgt at installere en af de mange gratis Linux distributioner som findes rundt omkring på nettet. I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om hvordan det gik med at få installeret Fedora Linux, som du kan hente ganske gratis på fedoraproject.org.

Linux er efterhånden gået hen og blevet rigtig brugervenligt, og i mange henseender vil det kunne erstatte Windows eller Mac OSX for rigtig mange af os, hvis man ellers har lyst til at sætte sig ind i nogle nye ting – særligt Mac OSX ligner meget Linux, eftersom det er baseret på en variant af Unix kaldet BSD.

Til at starte med, så fik jeg hentet Fedora netinstallationen i version 20. Du kan hente den direkte ved at klikke på linket –  Fedora findes i et hav af forskellige varianter. Netinstallationen fungerer ved at man brænder den på en DVD (eller USB), og efterfølgende bare booter sin Intel NUC op med et eksternt DVD-drev og DVD’en med Fedora på. Herefter er det såmend bare at følge vejledningen på skærmen – bemærk at det selvfølgelig er muligt, at installere Fedora på dansk og dermed få dansk guide til det.

Installationen af Fedora på Intel NUC forløbet fuldstændig smertefrit, og så får man rent faktisk en masse gratis software med, som eksempelvis Libra Office, Firefox og mange andre programmer, der langt hen af vejen kan forveksles med dem som de fleste nok kender fra Windows eller Mac.

For at kunne installere Fedora, så brugte jeg følgende:

  • Intel NUC i5 Haswell
  • 16 GB RAM (minimum er 2GB)
  • 120GB harddisk (minimum er 6GB plads)
  • Keyboard, mus og eksternt DVD-drev samt en tom DVD der er brændt Fedora på

Installationstid: ca. 15-20 minutter afhængigt af hvordan du vælger at gøre det.